Tour de Thorning 2019 - Pressemeddelse
Pressemeddelse af Erik Sørensen, August 2019
Håndboldklubben HT87 sætter i dette års udgave af cykelsponsorløbet ikke mindre end to lækre mountainbikes på højkant, når Tour de Thorning ruller af stablen søndag den 1. september.
I 2018 udgaven af Tour de Thorning forsøgte tour-udvalget at vende tilbage til et gammelt koncept med en cykel som præmie til den deltager, som på tværs af alle tre aldersgrupper cyklede det største beløb hjem til klubben. Det gav en enorm gejst hos flere af deltagerne, og vinderen i 2018 cyklede det svimlende høje beløb hjem på godt 48.000 kr. Men de to efterfølgende konkurrenter lå på henholdsvis 18.000 kr. og knap 16.000 kr.
Med så stort engagement har tour-udvalget derfor i år valgt at præmiere de to højest indkørte beløb med hver en MTB af mærket Ghost Lector 3 LC Blå-Hvid 29” til en vejledende udsalgspris på 17.999 kr. fra Outlet Cykler i Kjellerup. Samtidig har udvalget fastholdt de øvrige præmier, som bl.a. tæller en lækker læderstol til en værdi af 3.999 kr. skænket af Hjemme hos – InnBo møbler, Kjellerup. Øvrige præmier er fra Sport 24 Silkeborg og Spar Thorning.
Tilmelding sker fra kl. 09.30 på løbsdagen ved Erhvervshuset Midtjylland, som igen i år stiller p-plads oglokaler til rådighed. Herfra cykles der på den knap 4 km rundstrækning i 1½ time fra kl. 10.30. Et stort antal frivillige hjælper med at tælle omgange og sikre færdslen af biler minimeres til nogle ganske få med nødvendige ærinder.
Kl. 12.00 samles alle deltagere og tilskuere på start- og slutområdet, hvorefter tour-udvalgets indtastere ajourfører data med antal kørte omgange. Godt en halv time senere kan klubben herefter annoncere det samlede indkørte beløb og uddele præmier og lodtrækningsgevinster.
Vejmæssigt kan deltagerne ikke ønske sig ret meget bedre forhold, idet Silkeborg Kommune lige har lagt helt ny belægning på Østermarksvej. Tour-udvalget serverer desuden ristede pølser og en øl/vand samt hjemmebagt kage som tak for anstrengelserne.
Tour-udvalget har som tidligere hjulpet deltagerne lidt ved at indgå aftaler om fortrykte pladser på sponsorkontrakterne. Frederiks Smede & VVS er hovedsponsor, mens Circle K Knudstrup Aps, Center Revision Kjellerup og Birger Brødløs A/S udgør de øvrige faste løbssponsorer.
Løbsfoldere og sponsorkontrakter kan som nævnt downloades fra HT87’s hjemmeside – Tour de Thorning 2019 – eller afhentes i Thorning Hallen, Spar Thorning, Hjemme hos - InnBo Kjellerup eller hos Circle K i Knudstrup.