©2013 | HT87 - Hauge Thorning

HT87 rundede 100.000 kr. til Cykelsponsorløbet

Pressemeddelse af Erik Sørensen, September 2017

Søndag, september, sol og succes – det var rammen for de 82 deltagere i Tour de Thorning som cyklede 105.000 kr. hjem til håndboldklubben HT87.

Efter sidste års gråvejrsagtige udgave af cykelsponsorløbet, var solen igen vendt tilbage som så ofte før på denne første søndag i september. Her har HT87 nu i 22 år afviklet Tour de Thorning med det formål, at samle midler ind til sæsonens aktiviteter omkring håndboldklubben.

Hans Jørn Hørning var tilbage i førerfeltet igen efter et enkelt års fravær, og cyklede i spidsen på den første opvarmningsomgang sammen med byrådskollega Gitte Willumsen, formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget. Herefter blev løbet givet frit, og de 82 deltagere valgte hver deres foretrukne tempo de næste 1½ time på den 3,9 km lange strækning.

Pladsen ved Erhvervshuset Midtjylland var venligt stille til rådighed af ejerne, og den store parkeringsplads danner en passende ramme for de næsten 150 mennesker, som møder frem for at cykle eller bare heppe på børn, børnebørn og bekendte. 

Som sædvanligt blev der kørt stærkt blandt nogle af rytterne, hvor små interne konkurrencer skulle afgøres. De hurtigste ryttere i hver årgang blev Frederik Gadegaard med 9 omgange, Sebastian Gadegaard –11 omgange, Jesper Langhoff – 13 omgange, mens Helle Ardahl igen i år blev hurtigste kvinde med hele 11 omgange – én mere end sidste år.

Andreas Papsø besatte også for anden gang suverænt førstepladsen, som den deltager, der kørte det højeste beløb ind af alle deltagere – i alt 17.111 kr. På andenpladsen i 0-11 års gruppen kom Anne Just Madsen med 8.700 kr. og tredjepladsen blev indtaget af Marius Seidelin Schrøder med 4.378 kr. Her var der gavekort til alle fra Sport 24, Silkeborg.

I gruppen 12-15 år løb Christian Just Madsen med førstepræmien med et indkørt beløb på hele 10.770 kr. Nummer to blev Sune Würtz med 4.772 kr., og tredjepladsen gik til Niels Bjerre Andersen med 1.377 kr. Også her var præmierne gavekort fra Sport 24, Silkeborg.

 

Hos de voksne var der lige som sidste år tæt kamp om førstepræmien – 2 lækre puder skænket af InnBo Møbler, Kjellerup til en værdi af 1.600 kr. Og det var de samme to duellanter som sidste år, men denne gang måtte Jakob Philipsen se sig slået af 22 gangs jubilaren Agner Sejdelin Christensen, som cyklede 9.887 kr. ind, og det var lige 250 kr. mere end Jacob Philipsen med 9.632 kr. Tredje- og fjerdepladsen blev besat af Helle Ardahl og Anders Andersen, som indkørte sponsorbeløb på henholdsvis 7.804 kr. og 5.792 kr. Anden til fjerdepræmierne var alle fra Spar i Thorning.

Den samlede opgørelse over deltagere, antal omgange og masser af billeder fra dagen vil i løbet af de næste uger blive tilgængelige på klubbens hjemmeside – www.ht87.dk. Tour-udvalget samles om tre uger til en evaluering, hvor blikket allerede nu er rettet frem mod endnu en succes søndag den 2. september 2018. En succes som bliver hjulpet godt på vej af de 350 forskellige sponsorer, som var bidragsydere i år.