©2013 | HT87 - Hauge Thorning

Tørvejr til Tour de Thorning

Pressemeddelse af Erik Sørensen, September 2015

Vejrudsigterne blev heldigvis gjort til skamme, da 78 deltagere søndag formiddag cyklede 91.000 kr. hjem til håndboldklubben HT87.

Tunge skyer og forlydender om dagsregn lød det fra diverse vejrudsigter op til søndagens 21. udgave af Tour de Thorning. Men det kunne heldigvis ikke holde spillere, forældre og gamle støtter af klubben fra at møde op endnu engang og cykle et flot resultat hjem igen i år.

Kl. 10.30 stod feltet klar under starterens kommando. Forrest repræsenterede formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget Gitte Willumsen byrådsgruppen, og hun blev solidt flankeret af tidligere spillere fra HT87’s Jyllandsseriehold anno 1992 med Henrik Pedersen, InnBo Kjellerup, i spidsen. Sammen førte de feltet rundt på opvarmningsrunden, inden løbet blev givet frit. Da løbet blev afblæst 1½ time senere, havde deltagerne cyklet 510 omgange svarende til en strækning på 1.989 km herfra og til Rom!


Mellem 50-70 trofaste tilskuere klappede rytterne rundt på den 4 km lange rundstrækning. Der lød et særligt bifald, når Jimmi Würtz og Bjarne Rasmussen som fører på to rickshaw cykler passerede målstregen – indtil flere gange med forskellige passagerer. Det var glimrende reklame for de to cykler, som står på Bakkegården, hvor de kan bookes af alle ganske gratis til en tur rundt i Thorning eller omegn sammen med ældre eller gangbesværede, som har brug for lidt frisk luft.

Som sædvanligt blev der kørt stærkt blandt nogle af rytterne, hvor små interne konkurrencer skulle afgøres. De hurtigste ryttere i hver årgang blev Andreas Papsø med 8 omgange, Frederik Hvam Nielsen – 9 omgange, Lars Christiansen – 12 omgange, mens Helle Ardahl blev hurtigste kvinde med hele 10 omgange.

Andreas Papsø blev også den deltager, som kørte det højeste beløb ind af alle deltagere – i alt 8.516 kr. På andenpladsen i 0-11 års gruppen kom Marius S. Schrøder med 5.948 kr., og tredjepladsen blev indtaget af Christian Nørgaard med 3.347 kr. Her var der præmier til alle fra Sportigan Kjellerup.

I gruppen 12-15 år løb Astrid H. Jensen med førstepræmien med et indkørt beløb på 3.887 kr. Nummer to blev Sune Würtz med 3.780 kr., og tredjepladsen gik til Kasper Hørup Nielsen med 3.105 kr. Også her var præmierne fra Sportigan Kjellerup.

Hos de voksne var der tæt kamp om førstepræmien – et gavekort på 1.000 kr. fra Spar i Thorning. Jacob Philipsen klemte sig forrest med et mulehår, da han med 8.191 kr. lige nøjagtig henviste Tour de Thorning legenden Agner Christensen til andenpladsen med 8.146 kr. Tredje- og fjerdepladsen blev besat af Helle Ardahl og Anders Andersen, som indkørte sponsorbeløb på henholdsvis 5.945 kr. og 3.509 kr. Her var alle præmier fra Spar i Thorning.

Den samlede opgørelse over deltagere, antal omgange og masser af billeder fra dagen vil i løbet af de næste uger blive tilgængelige på klubbens hjemmeside – www.ht87.dk. Tour-udvalget samles om tre uger til en evaluering, hvor blikket allerede nu er rettet frem mod endnu en succes søndag den 3. september 2017. En succes som bliver hjulpet godt på vej af Erhvervshuset Midtjylland og Bango, som stiller lokaler og startområde til rådighed for arrangementet. Og ikke mindst af de 345 forskellige sponsorer, som var bidragsydere i år.

Du kan se billeder fra løbet her.