©2013 | HT87 - Hauge Thorning

Tour de Thorning 2015 - Pressemeddelse

Pressemeddelse af Erik Sørensen, Juni 2015

Når Tour-udvalget i HT87 søndag den 6. september sætter årets cykelsponsorløb i gang, fejrer de også løbets 20 års jubilæum. Forberedelserne til jubilæumsudgaven er godt i gang, og deltagerne kan allerede nu begynde at forberede både træningen og ikke mindst tegning af sponsorater.

For det er jo det som løbet handler om. At løfte i flok – at yde for at kunne nyde. Nogle væsentlige værdier i håndboldklubben, som Gunhild og Agner Christensen sammen med andre håndboldglade folk i HT87 i 1996 fik udviklet til et effektivt og holdbart koncept. Et koncept som kun er blevet justeret på ganske få parametre. Senest ved at flytte start og målområdet til Erhvervshuset Midtjyllands gode og store område for nogle år siden.

Sommeren 1996 blev præget af en sjælden dansk Tour de France sejr. Da Bjarne Riis nærmest fløj over målstregen som vinder i Paris, gav han idéen til logoet med den cyklende ørn, som siden har præget løbsfolderne. Løbet har også siden starten haft tradition for at præsentere et par af byrødderne i spidsen af feltet – i hvert tilfælde på første omgang. Hans Jørgen Hørning deltog i 1996 sammen med byrådskollegaen Ole Kyed, og i år kan Hans Jørgen Hørning fejrer 20 års jubilæum sammen med løbet, da han har deltaget hver eneste gang siden.

En af hjernerne bag løbet, Agner Christensen, har på samme måde trofast stillet op år efter år. Ikke bare for at cykle, men også for at konkurrere om at kunne køre det samlede største beløb ind. Hvert år har Agner ligget med i toppen, og han har således sammen med en række af andre løbsprofiler været hovedkræfterne bag de 1.375.000 kr., som Tour de Thorning indtil videre har indbragt til klubben.

Da løbet startede i 1996 var hovedpræmier i alle tre aldersgrupper en cykel. I anledning af jubilæumsåret vender Tour-udvalget tilbage til denne tradition efter nogle års pause. Hansens Motor- og Cykelservice er medsponsor af tre cykler til en samlet værdi af 13.000 kr., som tilfalder den deltager i hver aldersgruppe, der cykler det højeste beløb hjem inden for den 1½ time, som løbet varer. Der vil være en række andre gode præmier fra Sportigan Kjellerup og Spar Thorning.

Tour-udvalget vil forsøge at få samlet alle de personer, som var med til at sætte gang i løbet tilbage i 1996 sammen med nogle af de profiler, som hen over årene virkelig har lagt sig i selen for at støtte arrangementet. Herudover har man et par andre gode events i støbeskeen, så Tour de Thorning 2015 kan blive en rigtig klubfest.

Deltagere kan allerede i løbet af juni hente løbsfolder og sponsorkontrakter på klubbens hjemmeside www.ht87.dk.