Tour de Thorning 2022 - Pressemeddelse
Det 26. Tour de Thorning blev afviklet for første gang på en lørdag. Denne gang i forbindelse med arrangementet Thorning 2.2 i Live.
Igen i år var hovedpræmien en mountainbike, og det blev Holger Papsø (11 år) der kunne modtage denne sammen med et velfortjent bifald. Han formåede at køre det største samlede beløb ind på 21.680 kr.
Sidste års deltager tal var lavt og man kunne frygte at et lockdown havde haft for stor indflydelse. Men det vidste sig at lysten til at cykle er kommet tilbage og antallet af deltagere var fordoblet til 79 ryttere der i alt cyklede 1689 km. svarende til 433 omgange. Dette resulterede i et samlet indkørt beløb på 122.000 kr.
Vejret startede lidt ustadigt, men artede sig og rytterne kunne nemt holde varmen. Dog måtte publikum iklæde sig et ekstra lag tøj, der senere blev unødvendig i takt med at entusiasmen steg som løbet skred frem.
Første omgang af cykelløbet blev anført af byrødderne Kern Oddershede (V) og Lars Hansen (S), der valgte at bruge denne lørdag formiddag på at støtte håndbolden på Blicheregnen.
Tour de Thorning er for cyklister i alle aldersgrupper. I den ene ende af skalaen var der Esther på 1½ år, der befandt sig sikkert på ladet af fars cykel. I den anden ende af skalaen var der Agner Sejdelin på 80 år, der deltog i løbet for 26. gang.
Dem der cyklede flest omgang i hver kategori blev belønnet med en sportstaske og i år var det Bastian Dam og Markus Beier – 9 omgange, Helle Ardahl – 11 omgange og Sonni Damgaard Jørgensen - 13 omgange.
Efter uddeling af mange lodtrækningspræmier var det tid til at udløse resten af spændingen om præmierne i hver aldersgruppe. I gruppen 0-11 år blev Holger Papsø vinder med 21.680 indkørte kr. På 2. pladsen kom Bastian Dam med 11.255 kr., 3. pladsen gik til Mathias Philipsen 4.360 kr. og 4. pladsen løb til Lucas Olsen 2301 kr.
I gruppen 12-15 år blev pladserne fordelt med 1. præmie til Marius Sejdelin Schrøder – 18.486 kr, 2. præmie til Frederik Philipsen – 11.475 kr og 3. præmien gik til Agnes Bak Bruun – 5.263 kr.
I den ældste aldersgruppe blev 1. præmien tildelt Helle Ardahl der indkørte 4209 kr. De efterfølgende placeringer blev tildelt Troels Thomsen – 3009kr, Anders Andersen – 3000kr og Mette Thomsen – 1678 kr.
Anders Andersen måtte desværre udgå af løbet efter 8 runde på grund af et styrt.
Den samlede opgørelse over deltagere, antal omgange og masser af billeder fra dagen vil i løbet af de næste uger blive tilgængelige på klubbens hjemmeside – www.ht87.dk. Tour-udvalget samles om nogle uger til en evaluering, hvor blikket allerede nu er rettet frem mod næste års arrangement i 2023.